Tak for at have booket vores sommerhus. Her følger en masse praktisk info til dig.
Huset er vores private sommerhus og er derfor hyggeligt, men også personligt indrettet. Vi udlejer det privat, når vi ikke selv bruger det og baseret på gensidig tillid. Det vil sige, at vi altid selv forlader huset pænt opryddet og rengjort og selvfølgelig forventer det samme af dig.
Huset er rigtig godt indrettet til 6 personer, og I må max være 8 personer her. Bemærk, at der ikke er nogen form for baby-/børneudstyr i huset. I umiddelbar tilknytning til huset er et hyggeligt anneks med ¾ seng.
Du kan se husets indretning her og hvilke faciliteter, der er til stede her.
Medbring selv
Du skal selv medbringe sengelinned, håndklæder, viskestykker og karklude.
Rengøring
Når du forlader huset, skal det være opryddet, rengjort og klar til, at næste bruger forhåbentlig også får et rigtig godt ophold. Du kan ikke bestille slutrengøring – det står du selv for. Typisk tager det to timer for to personer at gøre huset godt rent, så indregn det, inden du skal nå færgen hjem.
Der er støvsuger (og ekstra støvsugerposer), gulvmoppe med spand, fejekost, støvkost, vinduesskraber og almindelige rengøringsartikler i huset.
Huset er indrettet, så det kan holde til at blive brugt. Men der er især to ting, du skal være obs på:
- Køkkenbord og spisebord er af olieret eg. Det kan holde til rigtig meget – men er meget sart overfor metal-emner, der står på det gennem flere timer. Så hold gryder, konservesdåser, vådt bestik mv. væk herfra.
- Våde klude, våde håndklæder, vådt tøj og lignende bør hverken ligge gennem længere tid på træborde eller trægulve. Der står et tørrestativ i gangen, og der er klemmer i højskab i køkken.
Affaldsortering
Du skal affaldssortere på Læsø. Der står affaldscontainere i indkørslen med fire fraktioner:
- Restaffald (i poser)
- Madaffald (i poser)
- Papir/småt pap
- Plast/metal/mad- og drikkekartoner
For at gøre sorteringen nemmere er der to affaldsstativer i skab under køkkenvask til rest- og madaffald. På væggen i køkkenet hænger der bokse til at sortere glas, papir og plast/metal/mad- og drikkekartoner. Du åbner en boks med et lille skub nederst på forsiden af den. Inde i boksen er en spand, du nemt kan bære tingene ud i. Spandene skal være rengjorte og tørre ved afrejse.
Glas afleveres i genbrugsboble på hjørnet af Platagevej og Klitrosevej
Pap i større emner afleveres på genbrugspladsen i Byrum.
Der står en spand med låg til returpant i køkkenet. Spanden skal være tom, rengjort og tør ved afrejse.
Praktisk info inden ankomst
- Nøgle: Nøgle ligger i nøgleboks, der er placeret på indersiden af dørstolpen i skuret. Du får kode tilsendt umiddelbart før din ankomst.
- Hund: Vi har selv hund, og søde hunde må gerne komme med i sommerhuset.
- Strøm: Hvis strømmen er slukket, er HFI tavlen umiddelbart inden for hoveddøren.
- El-bil: Hvis du kommer i el-bil, så kontakt os venligst inden ankomst for at aftale det praktiske og økonomiske omkring opladning.
- Vand: Hvis vandet er lukket, er hanen i brønden lige bag ved postkassen. Tag dæksel af og drej den lille hane. Det er nemt – og ellers ring til os. Der er to el-vandvarmere hhv. i højskab i køkken og i venstre skab under køkkenbord.
- Drikkevand: Læsø har dejligt drikkevand, da brøndene står i et område, der aldrig har været dyrket, så det er noget af det reneste i Danmark. Men det kan have en lidt gullig/brunlig farve, hvilket blot skyldes ufiltrerede mineraler fra de særlige biologiske forhold på Læsø. Hvis der står brunt vand i toiletkummen, når du ankommer, skyldes det også blot disse mineraler.
- Varme: Er som udgangspunkt lukket om sommeren. Der er el-radiatorer i alle rum og gulvvarme i klinkegulve i køkken, badeværelser og entre. NB: El-radiatorer må ALDRIG tildækkes eller være i kontakt med brændbare materialer.
- Brændeovn: Huset har centralt placeret, væghængt brændeovn, der nemt varmer huset op. Der er masser af gratis brænde i skuret. Askeskuffe kan tømmes i askespand i skuret.
- Trådløst netværk: Er tilgængeligt i hele huset og i anneks. WIFI: BBV_4. Koden er sommerhus123.
- TV: Der er DR, TV2, Norlys TV og streaming-tjenester tilgængeligt. De tilgås via Apple-TV’ets app. Fjernbetjeningen er ret intuitiv med touch-overflade for navigering i menuerne.
- Ovn: I køkkenet er der en quick-guide til betjening af varmluftovnen – den er lidt særlig.
- Opvaskemaskine: Vælg som udgangspunkt programmet på 35 grader, der er det hurtigste og som regel rigeligt til at vaske rent. Husk at gøre sien ren ved slutrengøring.
- Vaskemaskine: Du kan vælge Quick-program ved at trykke på knappen, så symbolet med et ur lyser.
- Krydderier, køkkenrulle, sæbe mv.: Der er almindelige brugsting i huset. Brug og fyld op til den næste, hvis nødvendigt.
- Cykler: Der står to nye voksencykler, som man er velkommen til at bruge. Der står også en cykelpumpe. Man låser ikke sin cykel på Læsø :-). Reparation eller leje af flere cykler kan ske ved Vesterø Cykeludlejning.
- Grill: Der er en weber-gasgrill på terrassen, som frit kan benyttes. Grillristen bør, hvis den har været benyttet, komme i opvaskemaskine i forbindelse med din slutrengøring. Der burde være gas på flasken eller i reserveflasken i skuret. Ellers kan den byttes i XL og Brugsen.
- Havemøbler: Der er siddehynder til havemøblerne i højskabet i værelset. Hængekøje, parasol, solsenge og pallehynder er i sauna. Skal tages ind, hvis det regner, og før afrejse.
- Udebruser: Vi har en gasopvarmet udebruser, som tilsluttes haveslangen – den er man velkommen til at bruge. Du tænder blot for vandhanen, så starter gasvarmeren automatisk. Slukker også automatisk sammen med vandet.
- Sauna og spabad: Er lukket i sommerhalvåret og ikke en del af lejen.
Naturen
- Jeg vil til vandet: Den hurtigste vej ned til vandet er at gå til enden af Klokkeblomstvej og ad stien over fællesstykket. Du kan også gå ned til bunden af Benbrækvej og gennem en lille sti ud til Sitkavej. Her drejer du til venstre og kommer så gennem plantagen ned til vandet. Hvis du i stedet går til enden af Anemonevej, der ligger lige over for Benbrækvej, finder du en hyggelig sti hele vejen ned til vandet.
- Jeg vil bade: Kongestranden er en fantastisk og børnevenlig strand med lavt vand. Du kan gå ned til stranden lige ved siden af busskuret på Vesterø Havnegade. Der går også en gangsti ned til Kongestranden for enden af Nattergalevej. For enden af promenaden ud mod færgelejet er der en populær badebro, hvor vandet er dybere. Her finder du også vinterbadeklubbens badetrappe og sauna, som du kan booke på dagsbasis.
- Bål og åben ild: Er strengt forbudt på hele grunden og i hele plantagen. Kør til Skovhytten, hvis I vil lave bålmad – kan virkelig anbefales.
- Hugorme: Naturen er dejlig på Læsø – og tæt på – så her er lidt råd, der bestemt ikke skal skræmme dig væk, men blot gøre dig opmærksom. Vær obs på, at der kan være hugorme i lyngen. Det er primært i den høje lyng, men vi har også en enkelt gang set en unge sole sig på terrassen. Pas på dem – og evt. din hund. Hvis din hund bliver bidt, så ring straks til din dyrlæge. Der ligger antihistaminer (Alnok) i førstehjælpstaske i højskab i badeværelse. Læs mere her.
- Flåter: Der er råvildt og harer i plantagen – og på grunden – og dermed også flåter. Tjek dig selv og din hund dagligt. Der ligger en flåt-tang i førstehjælpstaske i højskab i badeværelse.
- Fugle: Der er et rigt fugleliv og i sæsonen en del fuglereder rundt på grunden, så vis hensyn. Der bliver typisk også bygget reder i brændestakke og cykelkurve – de må ikke fjernes, men skal lades i fred. Både fugle og pollen fra træer mv. kan hurtigt få havemøbler, vinduer mv. til at se lidt beskidte ud – sådan er det at bo midt i naturen 🙂
- Fjæsinger: Der er fjæsinger ud for de danske kyster, det gælder også Læsø. Hold øje med evt. lokale opslag og læs mere her.
- Benbræk: Er en liljeplante med gule blomster, som vokser på Læsø. Du kan se, hvordan den ser ud på de flora-billeder, der hænger i de to mindste værelser.